Energidrikke er læskedrikke med tilsat sukker eller sødestoffer, og stimulerende stoffer som koffein
Ved at drikke én dåse energidrik på 500 ml overskrider teenagerne maksimumsgrænsen for koffein, hvorimod en dåse på 250 ml er nok til at overskride grænsen for en 10-årig.
Energidrikke kan være skadelige
▪ Børn der drikker energidrikke, får let alt for meget koffein. Koffein i større mængder kan betyde, at børn og unge ændrer adfærd, fordi de bliver urolige, irritable og får svært ved at koncentrere sig. Samtidig kan de få mavesmerter, hovedpine og kvalme. Nogle bliver rastløse, mens andre får hjertebanken og muskelrystelser.
▪ Andre får svært ved at sove ordentligt, når de har drukket energidrikke. 42 % af alle dem, der drikker energidrikke, har oplevet bivirkninger som blandt andet søvnbesvær, rastløshed og hjertebanken.
▪ For lidt søvn kan resulterer i manglende vækst og udvikling, samt at børnene bliver psykisk stresset med manglende koncentration, overskud, øget uro og irritabilitet.
▪ Energidrikke har desuden en lav pH-værdi ligesom cola, som betyder at der er meget syre i, hvilket nemt giver emaljeskader på tænderne.
Gode råd til voksne
Børn bør ikke drikke energidrikke. Tal med dem om, hvorfor energidrikke er usunde og om bivirkningerne ved at drikke energidrikke
Salg af energidrikke
På alle energidrikke, der sælges i Danmark, skal der stå en advarsel om, at børn ikke bør drikke dem.